Udskolingslærer søges til Assens Skoles specialafdeling
Trives og drives du af at sikre det bedste udviklingspotentiale for elever, som har behov for en særlig tilrettelagt skoledag? Så er det måske lige dig vi søger til Kridthusets udskoling!
Assens dagtilbud og skole ligger i naturskønne Mariagerfjord kommune. Vores organisation består af dagtilbud, særligt dagtilbud, almen skole samt Kridthuset, som er vores specialskoleafdeling med tilhørende SFO.
Kridthuset er et specialpædagogisk og tidsbegrænset skole- og fritidstilbud med en fælles pædagogisk målsætning til elever i den undervisningspligtige alder. Kridthuset er opdelt i to afdelinger en AKT-afdeling (adfærd, kontakt og trivsel) og en TF-afdeling (Tidlig følelsesmæssig frustration).
Mange af eleverne i Kridthuset har behov for hjælp til at udvikle indre styring og tro på eget potentiale.
For at kunne profitere af undervisningen er et barn nødt til at være modtageligt og i balance. Derfor prioriteres såvel den specialpædagogiske som den alment pædagogiske indsats lige højt. Dette foregår i et miljø, hvor medarbejdere arbejder tæt sammen fagligt omkring den enkelte elev. Vores afsæt er Mariagerfjord kommunes fælles pædagogiske fundament, som har udgangspunkt i en systemisk grundforståelse, hvor vi opfatter barnet som en del af en sammenhæng. Læs mere om Mariagerfjord kommunes børnesyn her.
Vi kan tilbyde:
- Høj grad af tværfaglighed
- Stor grad af fleksibilitet og opbakning på tværs
- At blive en del af en arbejdsplads i en udviklingsproces, hvor vi vil stå stærkere på et fælles fagligt fundament, ud fra et neuropædagogisk perspektiv og forståelse
- Engagerede og erfarne kollegaer
- Faste teammøder og fælles faglige møder
- Sparring i teamet med psykolog
Vi forventer af dig:
- At du er uddannet lærer og kan varetage undervisning i dansk og engelsk i udskolingen og føre til folkeskolens afgangsprøver i fagene
- At du har erfaring fra specialområdet
- Kan se værdien af og er god til at arbejde i et team
- Er positiv i din tilgang til andre og opgaveløsningen
- At din praksis tager afsæt i et solidt fagligt og kompetent grundlag
- At du er fysisk og psykisk robust og afklaret ift. egne grænser
- Kan være refleksiv på egen praksis
- At du trives i en foranderlig hverdag
Det er en fordel hvis du:
- Holder af at være fysisk aktiv
- Har kørekort
- Har kendskab til at arbejde ud fra et neuropædagogisk perspektiv
- Du ser forandringer som en mulighed for faglig forbedring
Kan du se dig selv hos os?
Vi vil glæde os til at læse din ansøgning, CV samt relevante bilag, som sender til os via Mariagerfjord Kommunes hjemmeside. Der er ansøgningsfrist til stillingen 15. juni 2025 kl. 12.00.
Vi forventer at afholde samtaler 23. juni 2025 om formiddagen.
Har du spørgsmål til stillingen kan afd. leder Majken Rafn kontaktes på maraf@mariagerfjord.dk.
Om Mariagerfjord Kommune
Mariagerfjord Kommune er en af Danmarks smukkeste kommuner med en unik og varieret natur ved skov, strand og fjord. Vi ligger centralt mellem Aalborg og Aarhus og er på den måde et bindeled mellem Nordjylland og resten af landet. Vores mål er klart: Vi vil mere, og der er plads til flere. Derfor har vi fokus på at skabe de bedste rammer for vores cirka 42.000 borgere, for vores erhvervsliv og for udviklingen af kommunen.
I Mariagerfjord Kommune ønsker vi, at alle vores 3.400 medarbejdere oplever sig som en vigtig del af fællesskabet. Vi har frihed til at bringe vores kompetencer og ideer i spil, så vi løser kerneopgaven bedst muligt og gør en forskel for vores borgere. Vi har fokus på psykologisk tryghed og viser respekt for hinandens forskelligheder. Alle tager vi et medansvar for fællesskabet og opgaven, og derfor lægger vi også stor vægt på et velfungerende samarbejde i MED-organisationen.