Medarbejder til sygedagpengeteamet i Ydelsesservice
Medarbejder til sygedagpengeteamet i Ydelsesservice
– med interesse for lovgivning og borgerkontakt
Vil du arbejde med lovgivning, sagsbehandling og borgerkontakt i et fagligt stærkt team?
Har du lyst til at lære et komplekst område at kende og trives du med at vejlede borgere og virksomheder – både i telefonen og ved personlige henvendelser? Så er det måske dig, vi søger.
Vi opretter en ny stilling i vores sygedagpengeteam og søger en engageret medarbejder til behandling af sygedagpengesager. Erfaring fra området er ikke afgørende – det vigtigste er, at du har lyst og evne til at arbejde med lovgivning, kan kommunikere klart med borgere og virksomheder og har flair for digitale systemer. Vi sørger for grundig oplæring.
Om jobbet
Du bliver en del af sygedagpengeteamet i Ydelsesservice, hvor vi arbejder målrettet med korrekt og rettidig sagsbehandling samt god service til borgere og virksomheder. Teamet er kendetegnet ved høj faglighed, samarbejde og en uformel omgangstone. Vi investerer tid i at holde os fagligt opdaterede og være på forkant med udviklingen på beskæftigelsesområdet. Vi arbejder aktivt med ny lovgivning og har en klar ambition om at være frontløbere i brugen af digitale løsninger.
Vi bruger tid på faglig sparring, videndeling og kompetenceudvikling. Hos os bliver du en del af en afdeling, hvor nysgerrighed, faglig udvikling og lysten til at lære nyt er både forventet og værdsat.
Dine primære opgaver vil være at:
- Behandle sager om sygedagpenge i overensstemmelse med gældende lovgivning
- Læse, forstå og anvende sygedagpengeloven i konkrete sager
- Træffe myndighedsafgørelser og sikre korrekt dokumentation
- Yde service og vejledning til borgere og virksomheder – både telefonisk og ved personlige henvendelser
- Indgå i den daglige telefonbetjening som en fast del af arbejdet
- Arbejde i digitale fagsystemer og sikre overblik i sagsbehandlingen
- Bidrage aktivt til samarbejde og faglig sparring i teamet
Vi har telefontid i hele arbejdstiden. Onsdag er lukkedag, som anvendes til fordybelse, møder og udviklingsopgaver.
Stillingen er på 37 timer ugentligt.
Vi ser gerne, at du:
- Har lyst til at arbejde med lovgivning og myndighedsudøvelse
- Trives med at sætte dig ind i regler og omsætte dem til konkrete afgørelser
- Har gode kommunikative evner og kan formidle regler og afgørelser tydeligt og respektfuldt
- Har lyst og motivation til at møde borgere og virksomheder – både telefonisk og fysisk
- Er fortrolig med IT og har nemt ved at lære nye digitale systemer
- Arbejder struktureret og kan bevare overblikket i en travl hverdag
- Bidrager positivt til samarbejde og trivsel i teamet
Kendskab til sygedagpengeområdet eller offentlig forvaltning er en fordel, men ikke et krav.
Vi tilbyder:
- Grundig oplæring i sygedagpengelovgivningen og vores arbejdsgange
- En nyoprettet stilling med mulighed for faglig udvikling
- Et engageret og hjælpsomt team med fokus på videndeling
- En arbejdsplads med fokus på trivsel, samarbejde og psykologisk tryghed
- En hverdag med både borgerkontakt, faglig fordybelse og udvikling
- Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst
Det forventes, at du kan fremvise en straffeattest, der kan godkendes.
Om Ydelsesservice
Stillingen er placeret i Ydelsesservice, som er en del af Jobcenteret. Ydelsesservice har ansvar for udbetaling af offentlig forsørgelse og tilknyttede ydelser og sikrer, at borgere og virksomheder modtager korrekte ydelser til rette tid.
Afdelingen varetager blandt andet opgaver inden for kontanthjælp, sygedagpenge, ledighedsydelse, fleksløn samt refusioner til virksomheder. Vi arbejder i krydsfeltet mellem lovgivning, sagsbehandling og service og har et tæt samarbejde på tværs af jobcenterets øvrige områder.
Ydelsesservice består af 21 medarbejdere med forskellige uddannelsesmæssige baggrunde, herunder socialrådgivere, offentligt kontoruddannede og administrationsbachelorer. Vi arbejder i specialiserede teams og lægger vægt på høj faglighed, videndeling og et godt kollegialt fællesskab i hverdagen.
Ansøgningsproces
Ansøgningsfrist: 22. februar 2026
Der afholdes to samtaler med ansættelsesudvalget. Den første samtale afholdes den 25. februar og eventuelt anden samtale afholdes den 27. februar.
Kontakt
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Tina Quist, leder af Ydelsesservice, på tlf. 25444082.
Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelse sker på overenskomstmæssige vilkår, hvor lønnen aftales med den forhandlingsberettigede organisation.
For at være ansat i Mariagerfjord Kommune skal du have MitID og kørekort.
Kan du se dig selv hos os?
Så send din ansøgning til Mariagerfjord Kommune via vores hjemmeside.
Om Mariagerfjord Kommune
Mariagerfjord Kommune er en af Danmarks smukkeste kommuner med en unik og varieret natur ved skov, strand og fjord. Vi ligger centralt mellem Aalborg og Aarhus og er på den måde et bindeled mellem Nordjylland og resten af landet. Vores mål er klart: Vi vil mere, og der er plads til flere. Derfor har vi fokus på at skabe de bedste rammer for vores cirka 42.000 borgere, for vores erhvervsliv og for udviklingen af kommunen.
I Mariagerfjord Kommune ønsker vi, at alle vores 3.400 medarbejdere oplever sig som en vigtig del af fællesskabet. Vi har frihed til at bringe vores kompetencer og ideer i spil, så vi løser kerneopgaven bedst muligt og gør en forskel for vores borgere. Vi har fokus på psykologisk tryghed og viser respekt for hinandens forskelligheder. Alle tager vi et medansvar for fællesskabet og opgaven, og derfor lægger vi også stor vægt på et velfungerende samarbejde i MED-organisationen.