Ledsager søges til 29-årig kvinde i Hobro
Vi søger en ledsager til en 29-årig kvinde med psykisk funktionsnedsættelse, som er bosat i Hobro.
Hun har et fint verbalt sprog og kan selv give udtryk for sine ønsker og behov. Hun er glad for at komme ud, få oplevelser og være en del af sociale aktiviteter. Hun går blandt andet til spejder og holder af oplevelser som forestillinger, koncerter og festivaler. Nibe Festival er også en tilbagevendende og vigtig del af hendes sommer.
Som ledsager bliver din opgave at støtte hende i at komme ud og deltage i de aktiviteter og oplevelser, hun selv ønsker. Det kan f.eks. være koncerter, biografture, samt andre kulturelle og sociale oplevelser.
Ledsagelsen er bevilget efter servicelovens § 97 og har til formål at understøtte hendes mulighed for at deltage i aktiviteter uden for hjemmet på egne præmisser.
Hvem er du?
Vi søger dig, der er stabil, rolig og ansvarsbevidst, og som har lyst til at være med til at skabe gode og trygge oplevelser.
Det er vigtigt, at du kan tage udgangspunkt i hendes egne ønsker og behov og respekterer hendes selvbestemmelse. Samtidig skal du kunne bidrage med ro og overblik, når der er behov for det.
Da hun holder af koncerter, festivaler, forestillinger og andre oplevelser, vil det være en fordel, hvis du selv trives i den slags miljøer. Du skal desuden være indstillet på, at ledsagelsen kan ligge både på hverdage, i aftentimerne og i weekender.
Om ledsagelsen
Der er tale om ledsagelse efter servicelovens § 97 med op til 15 timers ledsagelse om måneden.
Timerne tilrettelægges i samarbejde med den unge kvinde og tager udgangspunkt i hendes ønsker til aktiviteter og oplevelser.
Ledsagelsen tager udgangspunkt i Hobro, men vil også kunne foregå andre steder i forbindelse med ture, arrangementer, koncerter, forestillinger og festivaler.
Lyder det som noget for dig, hører vi meget gerne fra dig.
Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelse sker på overenskomstmæssige vilkår, hvor lønnen aftales med den forhandlingsberettigede organisation.
Der indhentes straffe- og børneattest, og ansættelsen er betinget af, at disse kan godkendes.
For at være ansat i Mariagerfjord Kommune skal du have MitID.
Om Mariagerfjord Kommune
Mariagerfjord Kommune er en af Danmarks smukkeste kommuner med en unik og varieret natur ved skov, strand og fjord. Vi ligger centralt mellem Aalborg og Aarhus og er på den måde et bindeled mellem Nordjylland og resten af landet. Vores mål er klart: Vi vil mere, og der er plads til flere. Derfor har vi fokus på at skabe de bedste rammer for vores cirka 42.000 borgere, for vores erhvervsliv og for udviklingen af kommunen.
I Mariagerfjord Kommune ønsker vi, at alle vores 3.400 medarbejdere oplever sig som en vigtig del af fællesskabet. Vi har frihed til at bringe vores kompetencer og ideer i spil, så vi løser kerneopgaven bedst muligt og gør en forskel for vores borgere. Vi har fokus på psykologisk tryghed og viser respekt for hinandens forskelligheder. Alle tager vi et medansvar for fællesskabet og opgaven, og derfor lægger vi også stor vægt på et velfungerende samarbejde i MED-organisationen.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle interesserede ansøgere til at søge job hos os, uanset personlig baggrund.