Landdistriktskonsulent i Kultur og Fritid

– med hjerte for mennesker, frivillighed og lokal udvikling 

Mariagerfjord Kommune er en kommune med stærke lokalsamfund, levende foreninger og en stor andel af borgere, der bor uden for de større byer. Vores landdistrikter er fulde af initiativ, fællesskab og stedbundne kvaliteter – og vi søger nu en landdistriktskonsulent, der kan være projektleder, facilitator og sparringspartner i det fortsatte arbejde med at styrke det gode hverdagsliv i hele kommunen. 

Om jobbet 
Som landdistriktskonsulent bliver du en central del af Kultur og Fritid, hvor du skal være med til at udvikle og forankre kommunens arbejde med landdistrikterne. Du får en rolle, der både er udadvendt og tværgående – og hvor relationer, processer og fællesskaber er omdrejningspunktet. 

Dine hovedopgaver vil være: 

  • At stå for arbejdet med lokale udviklingsplaner (LUP’er) sammen med en kollega fra Teknik og Miljø. Arbejdet sker i tæt dialog med borgere, foreninger og lokale arbejdsgrupper. 
  • At facilitere processer og samskabende forløb, hvor ideer omsættes til konkrete handlinger. 
  • At understøtte Landdistriktsrådet og sikre god betjening, opfølgning og sammenhæng mellem rådets arbejde og kommunens øvrige politikområder. 
  • At indgå i samarbejde med andre fagområder i kommunen – særligt Teknik og Miljø samt bosætningsindsatsen. 
  • At understøtte projekter og puljer, fx Grøn Pulje og Landdistrikts- og Forsamlingshuspuljen, og hjælpe lokale aktører med rådgivning, fundraising og ansøgninger. 
  • At bidrage til at de gode historier fra landdistrikterne kommer ud at leve - både internt og eksternt. 

Om dig 
Vi leder efter en person, der: 

  • Har et ægte engagement i landdistrikterne og deres udvikling – og lyst til at være tæt på borgerne. 
  • Har stærke proces- og faciliteringskompetencer – du trives i dialog, workshops og samarbejde. 
  • Har erfaring med lokal udvikling, foreningsliv og/eller borgerinddragelse. 
  • Har blik for samskabelse og partnerskaber – og kan navigere mellem politiske dagsordener og lokale virkeligheder. 
  • Kan skrive og formidle klart – både når du laver dagsordener til Landdistriktsrådet og når du står for workshops. 
  • Arbejder struktureret og selvstændigt - også i vores administrative systemer 
  • Trives i et arbejdsfællesskab, hvor man er tæt på hinanden - både fagligt og personligt. 

Vi tilbyder 

  • Et job i et ambitiøst og engageret team i Kultur og Fritid, hvor samskabelse og udvikling er en del af DNA’et. 
  • En hverdag, hvor du møder mange forskellige mennesker, fx i lokalråd, foreningsbestyrelser, kollegaer fra andre fagområder og politikere. 
  • Mulighed for at sætte dit eget aftryk på fremtidens landdistriktspolitik – bl.a. med videreudviklingen af LUP 2.0 og arbejdet med Grøn Pulje. 
  • Et job med mening og mangfoldighed – fra møder i forsamlingshuset til strategiske drøftelser om landdistrikternes fremtid. 

Løn og ansættelsesvilkår 
Stillingen er på fuld tid og placeret i Fagenheden for Kultur og Fritid i Arden med reference til kultur- og fritidschefen. 
Løn og ansættelsesforhold fastsættes efter gældende overenskomst og kvalifikationer. 
For at være ansat i Mariagerfjord Kommune skal du have MitID.
Din primære arbejdsplads vil være i Arden, men der må dog forventes en del kørsel i hele kommunen. Det vil derfor være nødvendigt, at du har et gyldigt kørekort.

Vil du være med? 
Send din ansøgning og CV senest 30. november via Mariagerfjord Kommunes jobportal.  

Den rigtig gode ansøgning vil fokusere på din motivation for og perspektiver på arbejdet med landdistrikter i Mariagerfjord.  

Vi afholder første samtale 9. december i Arden og anden samtale 15. december i Hobro. Mellem første og anden samtale vil der være en forberedelsesopgave. 

Tiltrædelse senest 1. februar 2026 

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte 
Flemming Poulsen, Kultur- og fritidschef, på tlf. 20202436 eller flemp@mariagerfjord.dk. 

Om Mariagerfjord Kommune
Mariagerfjord Kommune er en af Danmarks smukkeste kommuner med en unik og varieret natur ved skov, strand og fjord. Vi ligger centralt mellem Aalborg og Aarhus og er på den måde et bindeled mellem Nordjylland og resten af landet. Vores mål er klart: Vi vil mere, og der er plads til flere. Derfor har vi fokus på at skabe de bedste rammer for vores cirka 42.000 borgere, for vores erhvervsliv og for udviklingen af kommunen. 

I Mariagerfjord Kommune ønsker vi, at alle vores 3.400 medarbejdere oplever sig som en vigtig del af fællesskabet. Vi har frihed til at bringe vores kompetencer og ideer i spil, så vi løser kerneopgaven bedst muligt og gør en forskel for vores borgere. Vi har fokus på psykologisk tryghed og viser respekt for hinandens forskelligheder. Alle tager vi et medansvar for fællesskabet og opgaven, og derfor lægger vi også stor vægt på et velfungerende samarbejde i MED-organisationen.   

Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle interesserede ansøgere til at søge job hos os, uanset personlig baggrund.  

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Flemming Stentz Poulsen Fagchef
Stillingskategori: Kultur & Fritid
Ansættelsesvilkår: Fuldtid
Afdeling:
Kultur og Fritid
Tiltrædelse: 01-02-2026
Mariagerfjord Kommune
Nordre Kajgade 1
9500 Hobro
Tlf: 97 11 30 00
raadhus@mariagerfjord.dk
CVR 29 18 94 55
Læs tilgængelighedserklæringen