Byggesagsbehandler

Engageret byggesagsbehandler søges til engageret team

Vil du være en del af et engageret team, hvor selvstændighed, ansvar, kreativitet, samarbejde og god borgerservice er nøgleordene? Så søger vi en ny kollega til vores byggesagsteam.

I Mariagerfjord Kommune har vi en ambition om at kunne tilbyde vores borgere den bedste byggesagsbehandling. Vi har derfor et mål om at nedbringe vores sagsbehandlingstider, så de bliver blandt de bedste i landet. Samtidig har vi et særligt fokus på at gøre vores dialog med borgerne endnu bedre, så de altid får en god oplevelse, når de skal bygge i vores kommune.

Da vi gennem det seneste år tillige har oplevet en markant stigning i mængden af byggesager, har vi derfor behov for at udvide Team Byg med endnu en byggesagsbehandler i bestræbelserne på at opfylde vores ambitioner. Erfaring er bestemt ikke nogen hindring, men det vigtigste er, at du har lyst og engagement til at være – eller blive byggesagsbehandler.

Du vil få din daglige gang på rådhuset i Arden, hvor du bliver del af et team med stor holdånd og masser af godt humør. I teamet har vi altid fokus på at udvikle vores faglighed og effektive sagsprocesser med henblik på at opnå vores mål.

Om jobbet
Du vil få mulighed for at arbejde med byggesagsbehandling af alle typer byggerier. Du vil også komme til at behandle landzonesager, dispensationer fra lokalplaner, dispensationer fra Naturbeskyttelsesloven og sager om etablering af jordvarmeanlæg og nedsivningsanlæg.

Du vil også blive en del af teamets interne udvikling - arbejdsprocesser, retningslinjer m.v. - og dermed få stor indflydelse på rammerne for dit arbejde.

Uanset om du har erfaring eller ej, vil du få tilknyttet en mentor, der skal sikre dig en god opstart på jobbet. Mentoren vil således hjælpe og støtte dig gennem din oplæring, samt introducere dig til vores systemer og arbejdsprocesser.

Om os
I Team Byg er der syv byggesagsbehandlere – du bliver den ottende! Teamet er en del af afdelingen Plan & Byg, som desuden består af et planteam og et administrativt team. I Plan & Byg vægter vi samarbejde, faglig og social udvikling, sundt arbejdsmiljø, grin og latter samt plads til at lave fejl - og evnen til at lære af dem.

Hos os bliver du således en del af en velfungerende og fleksibel arbejdsplads, hvor du vil opleve et rigtig godt og konstruktivt samarbejde på tværs af faglige og organisatoriske skel. Du vil også opleve, at der ikke er langt fra den øverste ledelse til medarbejderne, og gennem denne tætte kontakt med kolleger og ledelse vil du opleve den helt særlige anerkendende og personlige arbejdskultur, vi har i Mariagerfjord Kommune. Altid med fokus på at finde løsninger i tæt dialog med borgere, virksomheder og andre samarbejdspartnere.

Om dig
Du brænder for og har lyst til at arbejde med byggesagsbehandling.

Du er dygtig til at samarbejde og god til at kommunikere med de mange forskellige samarbejdspartnere, som vi møder i byggesagsbehandlingen.

Du kan lide at møde borgerne i en åben og nysgerrig dialog.

Du formår at styre og strukturere dine arbejdsopgaver gennem en skarp opgavestyring.

Du har en god portion humor og bidrager aktivt til at skabe et godt arbejdsmiljø sammen med dine kolleger.

Du er bygningskonstruktør, arkitekt, ingeniør eller har anden relevant uddannelse.

Du har kørekort til bil.

Hvis du vil vide mere
Kontakt afdelingsleder for Plan & Byg - Jesper Vraa Andersen på tlf. 97 11 36 72 eller 29 61 37 44.

Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er på fuld tid og efter gældende overenskomst med forventet tiltrædelse snarest muligt.
Vi tilbyder fordelagtige løn- og ansættelsesvilkår. Den endelige lønindplacering sker efter nærmere forhandling og på baggrund af kompetencer og erfaring.

Arbejdsstedet er Østergade 22 i Arden.

For at være ansat i Mariagerfjord Kommune skal du have MitID.

Ansøgningsfristen er den 13. januar 2025
Vi forventer at afholde samtaler den 23. januar 2025. Bliver det nødvendigt at afholde yderligere en samtale, forventes den gennemført den 29. januar 2025.

Ansøgningen sendes via Mariagerfjord Kommunes hjemmeside.

Om Mariagerfjord Kommune
Mariagerfjord Kommune er en af Danmarks smukkeste kommuner med en unik og varieret natur ved skov, strand og fjord. Vi ligger centralt mellem Aalborg og Aarhus og er på den måde et bindeled mellem Nordjylland og resten af landet. Vores mål er klart: Vi vil mere, og der er plads til flere. Derfor har vi fokus på at skabe de bedste rammer for vores cirka 42.000 borgere, for vores erhvervsliv og for udviklingen af kommunen. 

I Mariagerfjord Kommune ønsker vi, at alle vores 3.400 medarbejdere oplever sig som en vigtig del af fællesskabet. Vi har frihed til at bringe vores kompetencer og ideer i spil, så vi løser kerneopgaven bedst muligt og gør en forskel for vores borgere. Vi har fokus på psykologisk tryghed og viser respekt for hinandens forskelligheder. Alle tager vi et medansvar for fællesskabet og opgaven, og derfor lægger vi også stor vægt på et velfungerende samarbejde i MED-organisationen. 


 

 

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Jesper Vraa Andersen Afdelingsleder
Stillingskategori: Teknik, Miljø, Vej & Park
Ansættelsesvilkår: Fuldtid
Afdeling:
Plan og Byg
Mariagerfjord Kommune
Nordre Kajgade 1
9500 Hobro
Tlf: 97 11 30 00
raadhus@mariagerfjord.dk
CVR 29 18 94 55
Læs tilgængelighedserklæringen